tirsdag den 31. december 2013

En gave til mig selv

Jeg har købt en julegave til mig selv... ja, selvfølgelig kan man det, gør du ikke det!?
Det gjord jeg faktisk allerede i midten af december og grunden til, at  jeg kommer i tanke om den nu, er at den har været i aktion :)

Jeg har købt en vase... og det er ikke nogen almindelig vase, altså. Jeg faldt over den på Claus Dalbys blog (her kan du se et billede uden af den uden blomster i, hvilket jeg ikke lige fik taget) og jeg tænkte med det samme, at den er god til alle de små (kort stilkede) blomster som Prinsessen kommer med i sommerperioden.
Men den er altså også god til anrette resterne af blomsterbuketter i... ja, du ved, når du har en blomsterbuket som sådan synger på sidste vers, og du alligevel synes det er synd at smide den ud fordi der stadig er blomster i den som pynter!

Som nu den julebuket jeg fik af svigermor, den har jeg skilt ad, smidt de hængende blomster ud og sat de fine i min vase med lidt af det grønne fyld. Og nu kan den pynte på Nytårsbordet og et par dage frem, inden blomsterne er kasseringsværdige. Jeg er allerede svært glad for min nye vase :)

mandag den 30. december 2013

Julepynt del III - julekugler

Så blev julepynten pillet ned og lagt i kasser. Nu er det jo tid til at tænke på Nytår.
Jeg havde hjælp af både manden min og Prinsessen til at lægge julepynten i kasser, så jeg fik ikke taget så mange billeder. Men lidt blev det til, udelukkende af julekugler.

Disse julekugler er alle arvestykker fra min Mormor og nogle jeg kan huske tilbage fra jeg var barn. Hvor gamle de faktisk er, ved jeg ikke.



Jeg har en del flere end de viste, både klokker og andre former, men fik dem ikke lige foreviget.

Det er nogle skrøbelige ting og der røg desværre også en gammel julemands-kugle i nedtagningen :(

Det er desværre den slags der kan ske også selvom man passer på og er forsigtig. Men heldigvis kommer der jo også nyt julepynt til, som med tiden vil blive gammelt og få affektionsværdi... dog er det meste af det nye pynt af materialer der ikke så let kan gå i stykker. Men det har jo også sin charme!

søndag den 29. december 2013

Julepynt del II

Så har jeg, her på falderebet, fået taget billeder af noget af alt det andet julepynt vi har arvet. Vi har faktisk rigtig meget julepynt og det er langt fra alt vi har oppe hvert år... så ville vi få et jule-overdænget hjem. Men det pynt der har særlig betydning for os er altid at finde fremme. Her en lille billedkavalkade.
Den lille hvide engle er strikket, vist nok af min Mormor eller en i hendes familie. Kræmmerhuset er kniplet af Olde (min mands Mormor). Hjertet er hæklet, jeg kan desværre ikke huske af hvem, vi har flere af denne slags men i lidt forskellige mønstre.

Nisserne her til venstre er nogle jeg har arvet af min Mormor. Jeg tror det er af egen kreation.

Til højre er de "politisk korrekte" mørke nisser, som er kommet fra min mands mor. Jeg tror de er købt i 80'erne, men jeg skal lige have spurgt hende, om der er en historie bag dem :)
Nissen her til venstre, synes jeg er rigtig sød. Den fandt jeg i en genbrugsbutik til 3 kr. ! Det er Prinsessens, den lå i hendes pakkekalender en morgen :)

Nissen til højre er en jeg har arvet af min Farmor. Den er ikke gammel (som noget af det andet pynt), men et hyggeligt minde om hende.

Her udover har jeg et hav af gamle flotte (og skrøbelige) juletræskugler, som jeg har arvet fra min Mormor. Dem får jeg måske taget billeder af en anden dag og så skal i nok få dem at se også!

lørdag den 28. december 2013

Filtede hjemmesko

En anden gave jeg også har haft på pindene her i julen, er min brors fødselsdagsgave (den stakkel, han har fødselsdag lige efter jul og får næsten altid sine gaver "slået sammen", men ikke i år!).
Jeg har strikket og filtet to par hjemmesko til ham, som skal ud i hans sommerhus og bo.
Til venstre en herre-størrelse. Til højre en dame- størrelse.









Jeg glemmer nemlig ret tit, at få mine hjemmesko med ud i sommerhuset, når jeg er derude, og da der er ret fodkoldt i huset er noget på fødderne et must, det meste af året.

Hjemmeskoene er strikket i ren uld. Jeg fandt noget Fritids-garn på tilbud i en garnbutik i Ribe, så er de ikke så dyre at strikke, selvom der går 3 nøgler til per par. Det grønne og orange garn var noget jeg havde i rest. Jeg synes de er blevet ret fine. Og det bedste ved dem er jo, at de former sig efter foden så man mærker simpelthen ikke, at man har dem på!

torsdag den 26. december 2013

En tåget fornøjelse

Vi har været på skovtur i dag... ude at få rørt kroppen oven på to dags mad fråds og stille-sidderi... ligesom så mange andre. Vi mødte dog ikke nogen. Vejret bød som sådan heller ikke til udendørs aktivitet, der var særdeles tåget og stod man stille mere end et øjeblik, krøb tågen indenfor overtøjet og gjorde kold.

Men hold da op der er smukt i sådan et vejr og selv velkendte omgivelser får et fremmed og mystisk skær.

Her er det Prinsessen og Bedstemor, der lige kan skimtes, på vej rundt om søen.

Julegave af egen produktion

Nu da gaven er pakket op, kan jeg godt vise det jeg fik lavet til jul. Ikke fordi det er så meget, det meste af min tid op til jul, gik jo med at producere for Prinsessen!

Jeg fik strikket disse super flotte vanter til min søster, efter en opskrift af Lene Holme Samsøe fra bogen Suveræn strik. Garnkvaliteten er uld/silke fra Garnudsalg i farven brombær, strikket med to tråde. Efter en gang vask blev de bløde og lækre, hvilket var alfa omega, da søsteren ikke kan udholde ting der kradser... og farven, den er utrolig smuk.



Det syntes min søster heldigvis også... det er jo altid lidt et sats at strikke til andre, uden de selv har ytret ønske om det :)

Jeg nød dette lille projekt, for selvom der er mønster på hver eneste pind (og derfor ikke egner sig til café-strik), så gik det nu ret hurtigt med at få dem strikket, da omgangene ikke er så lange... og det er jo noget jeg kan li, at få noget fra hånden :)

fredag den 20. december 2013

Prinsessens nissekjole

Så blev nissekjolen færdig, pyhhy. Jeg sad oppe til kl. 2 natten til fredag for at nå det. Man skal holde det man lover, så kjolen skulle jo bare være færdig til dagens juleafslutning.

Den er heldigvis blevet godkendt! Prinsessen har haft den på hele dagen, uden at beklage sig over noget ved den... og den fik en ekstra stjerne, da hun kunne konstatere at kjolen gik ned til anklerne :)










Nu kan julefreden sænke sig... vi har alle fået juleferie og der er ikke mere der skal sys inden jul!

Juletræet er flyttet indendørs og alle gaver er i hus, nu er der kun at hygge med familien :) God jul til jer alle!

torsdag den 19. december 2013

Orden på loftet

Jeg har været på loftet efter vores juletræsfod, da det er ved at være tid til at få træet ind i stuen. Og foden var dejlig let at finde, for vi har jo fået ryddet en del op deroppe!

Som jeg tidligere har nævnt, er vi ved at prøve at få styr på vores rod på loftet. Og i den forbindelse har min mand lavet nogle hylder mellem spærrene  på loftet... og jeg har været ved at sortere de ting vi har der oppe og lægge dem op på de nye hylder. Før lå det hele bare hulter til bulter direkte på rockwoolen og det er jo ikke så godt for isolationen... og sådan set heller ikke for tingene.

Og her skal du få et billede, som lovet, af det fine arrangement!

Loftet er nok som lofter er flest, på parceller fra 1960'erne-1970'erne (lavloftet og uisoleret), men nu kan vi faktisk finde det vi skal bruge der oppe og det er jo en fordel! Eller det vil sige, vi er kun nået halvvejs, for der er kun sat hylder op på den ene side af gangbroen... så vi kan finde halvdelen af vores ting :) Men det er en god start.

tirsdag den 17. december 2013

Så kom turen til klejnerne

 Så er der vredet og kogt klejner.

Det blev ikke lige den dag, som jeg havde planlagt, det skulle være... men man skal altså være i rigtig julestemning for at klejnerne bliver gode!

Og det er jeg i dag, så for fuld julemusik og skingrende sang, er blevet vredet og kogt til den store guldmedalje :)

Klejnesporren er et arvestykke, som jeg skatter utroligt højt, min Farmor forærede den til mig da hun ikke selv kunne overkomme klejnerne længere. Nu sender jeg hende en kærlig tanke hver gang jeg står i midten af klejne-processen med det gode værktøj i hænderne.

Opskriften er faktisk også  et arvestykke. Jeg har i mange år hjulpet min Mormor med at bage julekager i begyndelsen af december, men da hun ikke var hos os, overtog jeg den tjans i min familie. Klejneopskriften var en af de få hun havde nedfældet, så den var lige til at gå til... det var værre med de andre. Blandt andet fedtebrød tog det mig mindst 10 forskellige opskrifter at finde en værdig erstatning for!!

Klejnerne er prøvesmagte og de smager himmelsk... knasende sprøde udenpå og dejligt bløde inden i! Det bliver en skøn jul :)

mandag den 16. december 2013

Jule-hjemmesko, tjek!

Så er der røget et par hjemmesko til Prinsessen igennem symaskinen... på bestilling. I fredags annoncerede Prinsessen, at jeg skulle sy hende et par jule-hjemmesko og en nissekjole til juleafslutningen i børnehaven. Sæt i gang!!

Og hvorfor er det så, at jeg ikke bare går ud og køber et par røde hjemmesko? Jo altså, jeg kiggede faktisk efter et par da jeg alligevel var
i byen efter noget andet. Jeg fandt faktisk et par hjemmesko i rød, men pasformen var dårlig... de var ikke "fodformede" og da prinsessen har brede fødder dur de der "lige" modeller ikke (og de er ret udbredte på hjemmesko-markedet!). Desuden kostede hjemmeskoene 399 kr. !! Så bliver jeg altså, sådan godt gammeldags, nærig! Jeg ved at jeg kan sy dem selv, med bedre pasform og så sparer jeg oven i købet cirka 300 kr.! What's not to like?

Så, sæt i gang! Mønsteret til hjemmeskoene er inspireret af en voksen-model jeg fandt på nettet i kombination med den model jeg altid bruger til Prinsessens hjemmesko (af Elsebeth Gynther)... tilsat en del tegnearbejde og passen til. Jeg synes selv resultatet er blevet ret fint :)

Nu mangler jeg så stadig nissekjolen. og den skal jo være klar til juleafslutningen på fredag, så jeg har ikke så lang betænkningstid :) Jeg har heldigvis stoffet liggende på lager, og Prinsessen har godkendt det. Jeg har afsat onsdag til det syprojekt. Der er jeg hus-bundet hele dagen, for at vente på en net-installatør...ja, tænk sig, man skal være hjemme fra kl. 8 til kl. 15! Det synes jeg er lidt strengt, tænk hvis andre virksomheder forbeholdte sig lige så meget fleksibilitet i leveringen af deres ydelser!!
Nå, op med humøret, jeg har jo noget fornuftigt at tage mig til, så der er ingen grund til at tude :)

Og juletræet blev fældet


Vi har været på juletræs-jagt i dag. Eller skulle man rettere sig til aften... for det  enten med at være tusmørke inden vi fandt det rette træ.

Det er altid lidt af en kunst, at finde et pænt træ når vi har Prinsessen med. Det slår aldrig fejl, hun falder altid for det aparte, skæve og helt igennem usymmetriske træ. Sidste år endte vi med et danse-træ, hvor grene lige som drejede rundt om træet selv, så det så ud som om det dansede. Og i år tjaaa... træet er grønt og smalt (også for neden!) så det kan da stå i hjørnet af vores stue :)


Men Prinsessen er glad, og det er jo det vigtigste!

Her manden min, i fældningsakten.

Vi kører gerne lidt længere efter et træ for at få lov til at fælde det selv. Det er der noget særligt hyggeligt og julet over. Også selv om det blev en hverdag i år og lige i tusmørkets indtræden.



lørdag den 14. december 2013

En dejlig julekoncert uden det store jul

Jeg har været til julekoncert i dag, sammen med min bror. Vi var i Sct. Pauls Kirke og hører Caroline Henderson.



Det var en rigtig hyggelig koncert. Jeg elsker hendes stemme, og den meget afslappede stil hun holder sig under hendes koncerter. Og så er kirken, med dens akustik, et fantastisk rum at opleve musikken i.

Den eneste jeg har at udsætte på julekoncerten, var at den ikke var særlig julet... ikke at vi var blevet det lovet, andet end over skriften julekoncert (men det kan jo også tolkes som en koncert ved juletid, og det var det jo!). Caroline sang to julesange og to sange som kunne nærme sig temaet jul. Det var jo ikke overvældende, når jeg havde forventningen om at blive sat i julestemning ved koncerten... men lidt har jo også ret :)

Jeg må have fundet min cd med Händel's Messias, for at bringe mig i den rette stemning til julekage-bagningen, der løber af stablen lige om lidt... og det er i øvrigt på høje tid med de klejner, de er efterspurgt!