onsdag den 25. februar 2015

Bil-opvask

Man behøver jo ikke gøre tingene mere besværlige end de nødvendigvis er!

Hikkeprinsen er så glad for sin gåvogn, at jeg har været på loftet, for at finde en mere af slagsen. Men da den ikke har været pakket ind, var den blevet temmelig beskidt af at ligge deroppe.

Så hvad er mere naturligt end at smide den i opvaskemaskinen :) Så blev den ren, mens jeg kunne få noget andet fra hånden i mens. Jeg elsker at hoppe over hvor gærdet ar lavest, når det ikke ses på resultatet!

Ideen er jo ikke ny. Den kommer fra en Miele opvaskemaskine-reklame, jeg har set for mange år siden...med en dreng og en rød tre-hjulet ladcykel. Så reklamer er ikke hlet spildt på mig!

mandag den 23. februar 2015

Endnu et husprojekt er færdigt - opsætning af genveksler

I går aftes blev manden min færdig med at installere vores genveks-anlæg.
Det er sådan et anlæg der skifter luften i huset ud, så man ikke behøver at tænke på, at få luftet ud de der to gange om dagen i 10 minutter (som vi aldrig fik gjort i en travel hverdag).
Det smarte ved anlægget er så, at der ikke går ret meget varme tabt, fordi anlægget veksler varmen fra den luft den suger ud (fra bad/toilet, køkken og bryggers) til den friske luft det puster ind (i stue og værelser), smart ikk!

Sådan et anlæg har stået på ønskesedlen et stykke tid. Men da det er ret pebret i pris, at få installeret, har vi nølet med det.
Indtil manden min fandt ud af, at han selv ville kunne installerer det! Så er det jo kun selve anlægget man skal betale for og det er straks en noget mere overkommelig pris, for en sådan (komfort-)forbedring.


Jeg vil så lige tilføje her, at jeg godt kan forstå at det koster knaster at få en håndværker ud og installere det...for det er et projekt der tager laang tid. Manden min startede i vinterferien og er først blevet færdig her to weekender efter. Jeg vil skyde på, at han har brugt 12 dage på det!

Der er mange arbejdsgange som skal koordineres og rigtig mange dele/ting der skal tilpasses:
Der skal et rør/udtræk ned gennem loftet i hvert eneste rum (og 2 i stuen)! Disse rør skal så forbindes oppe på loftet og tilsluttes selve maskinen.  Så skal hele molevitten isoleres, så man undgår kondens. Og til sidst skal maskinen have vandafløb (med vandlås) monteret og tilsluttes betjeningspanel og strøm.
Ja og så foregår det meste af arbejdet  jo på loftet, hvor der ikke er særlig meget plads og dermed i elendige arbejdsstillinger.
Der mangler dog stadig lidt finish. Her er det betjeningspanelet, der "svæver" frit, som jo skal op i sin boks på væggen og hænge. Men det kommer den nok i løbet af ugen :)

Effekten er allerede mærkbar. Vi har fået en betydelig lavere CO2-mængde i luften i huset, uden at vi gør noget aktivt for det. (Vi har lånt en CO2-måler, som vi har haft til at stå et par uger inden vi tilsluttede anlægget, for at have et sammenligningsgrundlag).

Med anlægget, behøver jeg ikke have dårlig samvittighed ved at tørre tøj i bryggerset om vinteren, for nu bliver fugten suget ud af huset. Ligesom vi ikke behøver at have vinduet åbent når vi har været i bad. Og lugten af aftensmaden, "hænger" ikke stadig i køkkenet næste morgen... Jaja, det er småting, jeg ved det, men det er også disse småting der tæller i hverdagen og gør indeklimaet meget mere behageligt, uden at vi skal gøre noget for det :)


søndag den 22. februar 2015

En tur i haven

Jeg har været en tur rundt i haven. Sådan bare for at se hvordan det står til. Og kigge efter blomster!

Der er selvfølgelig de klassiske, erantis og vintergækker.













Men jeg fandt faktiske også lungeurt og vinca.
Og så er der jo rigtig meget på vej... Af løg kan jeg finde toppen af påskeliljer, tulipaner og hyacinter. Og af tidlige stauder, der er blandt andet anemonerne kommet op :)

Foråret er lige om hjørnet!!
















torsdag den 19. februar 2015

Gaveforberedelser

Manden min har snart fødselsdag, og han skal jo have en gave. Men han ønsker sig ikke noget...bort set fra dyre maskiner til sit værksted og den brænder-dimse-dut, som han købte for to dage siden (! typisk mænd, at gå ud og købe noget, som de kunne have ønsket sig i stedet, to uger før sin fødselsdag)!
Nå, men hvad giver jeg så én der ikke ønsker sig noget?!

Det har jeg været rundt i byen efter i dag...og forberede. På hele tre lokationer og frem og tilbage. Ja, det tog faktisk så lang tid, at jeg blev nødt til at spise min frokost inde i byen også, det var vel nok ærgeligt :)

Jeg gik ind på Gemmestedet, og fik lidt tapas og en latte. Dette passede præcis med den tid, som noget af forberedelsen tog.

(Der bliver lidt hemmelighedskrammeri over det, men manden min læser formentlig med, så jeg kan ikke afslører noget endnu!)
Nu sidder jeg bare her og er spændt på hvordan gaven bliver modtaget!

mandag den 16. februar 2015

Ti måneder

Så rundede Hikkeprinsen 10 måneder!
Fakta: 9,4 kg. tung, 80 cm høj og nu med 8 tænder!

Hans vækst er stagneret. Ja, faktisk er vægten gået tilbage...hvilket nok kan tilskrives hans noget høje aktivitetsniveau ikke helt hænger sammen med hans moderate madindtag. Vi arbejder på sagen, men Hikkeprinsen har sine egne meninger og han er ikke bange for at give udtryk for dem (læs, mere mad på gulvet end i maven)!
Højdemæssigt har der ikke været fremgang den sidste månedstid. Hans tidligere eksplosive vækst kunne jo heller ikke fortsætte...så ville han ende som kæmpe (og ikke bare høj).

Hikkeprinsen har knækket koden til gåvognen og suser nu frem og tilbage i stuen med et stort smil...det er bare hittet for tiden :)

lørdag den 14. februar 2015

Lidt havetid med ungerne

Prinsessen, Hikkeprinsen og jeg har været i haven, for en kort bemærkning. Der var koldt derude, så det var med at få lavet hvad der skulle laves og så ind i varmen igen!
Hikkeprinsen var pakket ind, så han næsten forsvandt i klapvognen, for at han kunne holde varmen (vanterne har han dog fået smidt, kan jeg se på dette billede!).

Det var æbletræet der skulle beskæres. Det er også ved at være sidste udkald for sådan noget, da saftspændingen i grenene faktisk er ved at stige!

Nå, jeg håber det går og træet ikke forbløder...det ville jo være rigtig ærgeligt, med sådan et gammelt frugt træ i sin bedste alder.




De afklippede grene var Prinsessen med til klippe lidt i. Så nu har vi grene i vaser i hele stuen :)

Så håber vi på at vi kan drive dem til at blomstre. Det er så smukt med frugtgrene i blomst og på denne årstid liver det rigtig meget op, med blomster indendørs!

fredag den 13. februar 2015

En vinterferie-aktivitet

Torsdag var Prinsessen, manden min og jeg på Steno Museet. Vi har valgt at sende Hikkeprinsen i dagpleje torsdag og fredag, for at der ikke skal gå for lang tid imellem han ser sin dagplejemor. Så Prinsessen havde dobbelt op på forældreopmærksomhed den dag, hvilket hun nød.

Da der jo er vinterferie, er der en masse special arrangementer på musset og der er rigtig mange aktiviteter for børn i skolealderen. Temaet var rumrejser.

Vi sad meget længe og byggede med lego, hvor man kunne bygge et rumskib eller en rumstation.





Prinsessen var meget optaget af små detaljer og de små klodser og der gik hurtigt lang tid med det projekt.

Der var arrangeret en lille konkurrencer med spørgsmål til børnene, så man kom hele musset rundt og fik nyttig viden med på vejen.
Det er en god vinterferie-aktivitet for både børn og voksne, som virkelig kan anbefales.

lørdag den 7. februar 2015

Endnu et syprojekt har set dagens lys

Der har været tid til kreativ udfoldelse i denne uge. Min mor har været her, og vanen tro, har vi fået syet lidt... jeg siger godt nok "vi", men ærligt talt, så er det mest min mor der syede. Jeg anviste og dirigerede og fik flere praktiske gøremål fra hånden imens :)

Denne gang er det en ny sengerand til Hikkeprinsen der er blevet kreeret. Jeg har haft projektet på tegnebrættet et stykke tid, men typisk mig, så har det ligget længe!

Og det hænger jo nok sammen med, at drengen har en sengerand, (så det har ikke hastet). Men det er sådan en tynd, lav en fra Ikea, som ikke udfylder sin funktion særligt godt... Hikkeprinsen sover meget uroligt og kaster sig rundt i søvne og slår derfor hovedet ind i tremmerne på sengen trods sengeranden. Så derfor skulle der en anden til, af en anden kaliber.

Indmaden i sengeranden er skum fra Skumhuset, 3 cm tyk og 30 cm høj. Og stoffet er noget fra lageret...det med frøerne på er rester fra Hikkeprinsens sovepose og det blå på indvendig side er fra Prinsessens gamle sengehimmel (som vi egentlig aldrig har brugt til Hikkeprinsen!?).

Jeg har valgt at sy en sort tittekant på for oven... det synes jeg giver en rigtig fin finish i sammensyningen.

Nu kan Hikkeprinsen frit kaste sig frem og tilbage i sengen, uden at slå hovedet og uden moderen bliver bekymret for om det "holder" :)




mandag den 2. februar 2015

Projekt hjemmesko II

Der har været stille her... alt aktivitet har været stillet på standby. Hikkeprinsen har været syg i otte dage. Der bliver ikke lavet meget af noget som helst, med et sygt barn på armen.

Men i går blev der tid til at gøre hjemmeskoene færdige. Så nu kan de komme med i dagplejen.

De er blevet ret gode, hvis jeg selv skal sige det :) Der er selvfølgelig altid plads til forbedring, men det må komme med de efterfølgende par!

Jeg købte læder for 21 kr. og der er nok til tre par futter. Så prisen, inklusiv skoene til mønster, bliver per par 15 kr.!!

Se det kan jeg lide. De priser jeg har set skindfutter til på nettet, har ligget mellem 100-200 kr. Så man sparer altså meget ved at kunne sy dem selv :)