Jordbærsæsonen er over os, og det skal udnyttes, for den slutter alt for hurtigt for dette herlige sommerbær. Så Prinsessen og jeg har været ude at plukke jordbær...ikke i haven, men på en pluk-selv mark i nabolandsbyen. Det er dejligt at have sådan en mulighed så tæt på, og priserne er bestemt fair. Og så giver man en 20 i entre for at "komme ind" og plukke. Men den er jo hurtigt spist op på den times-tid man er der... for man skal jo smage på bærrene i hver ny række inden man plukker, ellers kan man jo ikke vide om de er gode i lige præcis den række! Det tager Prinsessen meget seriøst...og hun skifter række ofte :)
Her hjemme bliver der hvert år syltet, så mange kilo som jeg orker, så vi har jordbærsyltetøj til resten af året. Som et minde om den dejlige danske sommer :)
Her er det 5 kilo pynede jordbær klar til syltning. De får en gang sukker og står så natten over i køleskabet, før de kommer i gryden og bliver forvandlet.
Min favorit opskrift på jordbærsyltetøj er med balsamicoeddike, som understreger sødmen i jordbærrene utrolig godt. Og så skal den være cremet, hvilket vil sige at der ingen bærstykker er i... det er et krav fra min familie, der ikke bryder sig om klumper på deres syltetøjsmadder. Og den slags muligheder er man jo heldigvis herre over, når man selv sylter :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar