lørdag den 26. april 2014

En halv time i haven

Det er ikke meget tid der bliver til haven med sådan en bette størrelse i huset.
I går fik jeg ½ time ude, som jeg brugte på at binde farvede bånd om mine tulipaner.

Jeg har de gammeldags "kuffert"-tulipaner (Darwin-tulipan) i gule og røde spredt rundt i haven. Jeg vil gerne prøve at samle dem lidt, og gerne afstemt efter farve... så derfor var jeg nødt til at sætte farvet bånd på dem, så jeg kan se hvilken farve de har, også efter kronbladene er faldet af :)

Darwin-tulipanerne er måske ikke så spændende, men til gengæld så holder de år for år, fordi de er i stand til at producere sideløg... det er de nyere spraglede sorter ikke, så dem har man kun glæde af et par sæsoner og så skal man ud at købe nye igen! Det synes jeg er spild af penge, så jeg holder mig til de gammeldags sorter med mindre pang-effekt.

I dag har vejret også været skønt, men den eneste udendørsaktivitet det er blevet til er frokost på terrassen, hvilket var rigtig skønt og vores første måltid ude i år :)

onsdag den 23. april 2014

Og så gik tiden med det!


Jeg havde helt glemt hvordan sådan en lille størrelse sluger alt ens tid :)

Så der vil nok blive lidt stille her på kanalen, mens vi bruger tiden IRL !




torsdag den 17. april 2014

Forår er lig med forspiring

Så er forspiringen sat i gang i vindueskarmen.
Vi starter i det små, for jeg vil være sikker på at jeg kan følge med i forhold til vanding og udplantning... Så indtil videre er der sat salat, tomat og bladbede (forrest i billedet).

Bagerst står der nogle større spirer af peberfrugt og mandariner! Det er kerner indsamlet af Prinsessen fra hendes madpakker... opbevaret omhyggeligt i hendes lommer en hel dag i børnehaven og så plantet ud, når vi er kommet hjem :)
Jeg er spændt på at se resultatet af hendes anstrengelser.

Der bliver nok fuldt hus i spirebakken i løbet af april og maj, for jeg har masser af frø at tage af, især blomsterfrø og det er jo ikke så vigtigt hvornår de lige bliver sat i gang og plantet ud... får de ikke blomster i år, så får de det næste år, det tager jeg ikke så tungt.

Spirebakken i vindueskarmen er for mig det bedste tegn på forår, her på matriklen!

tirsdag den 15. april 2014

En stolt storesøster


















Den 14. april blev Prinsessen storesøster.

En dejlig dreng har set verden... Vi går og afprøver kælenavne til ham, for Prins synes ikke rigtigt at passe :)


Som lovet i et tidligere indlæg, for i her et billede af voksi-posen i brug :)

torsdag den 10. april 2014

Jeg har lavet et IKEA-hack...

Det er en disciplin der er blevet ret så populær inden for det sidste ti-år... faktisk så meget at der er blevet oprettet hjemmesider bare til det formål at IKEA-"hackere" kan dele deres gode påfund. Prøv for eksempel at kigge på den her. Hvis du har det mindste gør-det-selv i blodet, lover jeg dig, at du vil blive inspireret :)


Mit hack er nok ikke i den klassiske forståelse af begrebet, da det ikke er et møbel jeg har omdesignet, men en stof-ting til væghængt opbevaring.
Jeg var egentlig på jagt efter nogle plastikboks, som kunne stå på hylden inde i puslebordet...sådan til klude, bleer og den slags nødvendigheder.

Men jeg var jo lidt udfordret på, at dybden af hylden kun er 6 cm... og så smalle bokse kunne jeg ikke finde i IKEA. Og grundet det fremskredne stadie af en stor mave, gad jeg ikke ligge og kører byen tyndt efter sådan nogle bokse... så må man finde på en anden løsning.

Det blev KUSINER, væghængte stoflommer, fundet i IKEAs børneafdeling. Dog passede den hverken i højden eller bredden... men sådan noget er der råd for! Jeg måtte hjem og konsultere saks og symaskine :)

Og resultatet er blevet brand godt!! Faktisk bedre end de bokse jeg først havde i tankerne... for her er der plads til flere ting og det er meget overskueligt, da man kan se hvad der er i lommerne :)

De nederste lommer har jeg syet i samme dybde som hylden i puslebordet. De øverste lommer har jeg bibeholdt "flade", som de var fra starten. Begge rækker af lommer har måttet afgive noget af deres højde, for at hele arrangementet kunne være der.

Nu må vi se om mit redesign virker efter hensigten, når vi skal til at pusle baby der... om meget snart (Der blev sagt ud!!).

mandag den 7. april 2014

Grå weekend med indesysler

Det har godt nok været en trist weekend, sådan vejrmæssigt. Gråt, tåget, regn og med temperaturer omkring de 5 grader... Kom nu forår, vis dig fra din pæne side og send noget sol og lune dage denne vej!

Vi har haft en stille weekend, bare gået og nulleret rundt og lavet meget lidt... jeg tror faktisk Prinsessen havde nattøj på hele lørdag, og det passede damen fortrinligt :)

Jeg har været i gang med det sidste baby-forberedelsesprojekt, at sy betrækket til en puslepude til puslebordet i badeværelset. Og hvorfor ikke bare købe en puslepude, tænker du nok?
Jo ser du, vi har sådan et smart væghængt puslebord, når det slås op fylder det kun 10 cm i dybden ud fra væggen... Men jeg har ikke kunnet finde en puslepude der passer til, da alle de puder jeg er stødt på er højre end puslebordet er dybt!
Vi købte jo puslebordet, i sin tid til Prinsessen, da vi boede i lejlighed og ikke havde så meget plads. Men der er jo ingen grund til at købe nyt det fungere jo fint og kan snildt hænge på badeværelset (og det er bare nemmest at have vask og vand lige ved siden af puslepladsen)... Så derfor har jeg fået skåret en puslepude til efter målene på bordet og derfor skulle jeg jo også have syet det her betræk til puslepuden :)

Betrækket til puslepuden burde have været en lille let sag at sy... Men min hjerne er åbenbart holdt op med at fungere, for jeg kom til at sy om flere gange (Læs: opsprætning ledsaget af eder og forbandelser) og jeg har stadig ikke fået hjørnerne pæne...jeg har simpelthen glemt hvordan man gør!!!? Derudover er jeg også noget udfordret på finmotorikken, da mine fingre/hænder er hævet, fyldt af vand, så det der med at holde på stof og sætte nåle i er ikke nogen nem opgave.

Så pænere hjørner på puden, må vente til jeg har født og fået hjerne og førlighed tilbage :)

Og så kan jeg vist godt afslører, at jeg er begyndt at heppe på baby-ankomst... det kan kun gå for langsomt nu!!! Ud, der blev sagt... UD!

torsdag den 3. april 2014

Endnu et syprojekt har nået sin ende

Så blev inderbetrækket til barnevognen endeligt færdig :)
Jeg har kæmpet med det i et par dage... det har været præcisions syning uden mønster, og har krævet et par opsprætninger og omsyninger for at blive helt rigtigt.




Betrækket består af flere stykker stof, som ligger oven på hinanden og tilskæres i faconen... Jeg var ved at give op undervejs, men er jo alligevel lidt stædigt anlagt, så blev ved med at klø på.
Resultatet er da blevet helt godt synes jeg! Så mangler jeg bare betrækket til madrassen, da jeg besluttede mig for at få skåret en ny der er dobbelt så tyk, som den gamle, så den kan jo ikke være i det gamle betræk (som jo så heller ikke har den "rigtige" farve længere efter det fejlslagne farveforsøg).

Jaja, jeg er snart i hus med mine syprojekter til baby... men det er også ved at være tid :)
Det er en rigtig dejlig solskinsdag, som jeg nu vil nyde i sofaen liggende i en solstråle og slappe af.