søndag den 30. juni 2013

Super skøn haveweekend

Det har været en dejlig weekend med haven på programmet...udelukkende! Det er sjældent at det sker, så jeg har i den grad nydt det. Lørdag startede ud lidt sørgeligt med regn (og nogle bandeord), men det klarede op. Og så var ukrudtet jo let at fjerne :)

Vi bor ud til åbne marker, faktisk på to sider af vores grund. Det er en skøn beliggenhed, som vi sætter stor pris på. Dog er der også slag sider ved det der åben mark.

Som det ses her. Jeg har været ude på den anden side af hækken og "høste" ukrudt, der var lige ved at gå i blomst. De her er så trælse at få ind i haven og da deres frø flyver let og ubesværet over hækken, ja så var det lettest at gøre kort proces og hugge hovederne af dem.

Og dem får hønsene ikke... jeg vil væde på de heller ikke gider spise dem.


Mine ærte-spirer er ved at være så store nu, at de trængte til klatrestativ, så det har de fået. Jeg startede med at bruge denne alternative løsning sidste år, da jeg ikke lige havde snor nok ved hånden. Og jeg har fundet ud af at det virker glimrende... og så gider jeg altså ikke stå og fumle med snor og pinde. Det kommer til at se meget rustikt ud, men det synes jeg er en del af charmen i køkkenhaven... at det ikke bliver for velplejet, friseret.
Noget af det der tog længst tid lørdag, var anlæggelsen af denne sti eller trappe er det vel egentlig. Og nu tænker du måske at anlægge er for stort et ord. Det kan du muligvis have ret i, men lagt så!

Nu fungere stenen som tiltænkt, en adgang til terrassen fra indkørselen. Det gjorde de ikke før, hvor de lå skrået ud til højre (der hvor der er bar jord) og så kun i en enkelt række. Man hoppede nærmest fra sten til sten og en trillebør var utænkelig at få den vej!

Den bare jord skal snart dækkes af et par hostaer og en bregne eller to, der lige nu står i bedet på nordsiden af huset og lever en klemt tilværelse (for hostaernes vedkommende og for underboerne til bregnernes vedkommende).

Manden min har også været i haven...eller, nej. Han har været i værkstedet for at lave noget til haven! Mine tomatplanter stod inde i vindueskarmen i stuen og var efterhånden ved at have vokset sig til et gardin. De skulle have været plantet ud, men det de skulle stå i var ikke blevet lavet endnu.
Men se lige her, nu er deres plantekasser på terrassen blevet færdige! De er SÅ flotte og lavet i sibirisk lærketræ ligesom hegnet på terrassen, så vi får en sammenhæng i materialerne. Ved foden af tomaterne har jeg plantet persille, som jeg håber på vil dække jorden, så jeg ikke skal luge så meget :)
Jeg har også været i gang i bedet på sydsiden af huset. Efter jeg længe havde gået og trukket den med at få plantet de der planter fra billigBlomst, fordi der stod en rod i vejen der hvor de skulle stå, gik jeg i kast lørdag. Med roden. Men måtte opgive mit forehavende, jeg havde simpelthen ikke kræfter nok. Så søndag måtte jeg ty til manden min, der klarede den sag på ti minutter!
Nå, men jeg fik plantet mine planter. Jeg synes selv det er blevet så fint. Dog er der lige lovlig meget synlig jord. Jeg skal have flyttet noget hen i forgrunden langs græsplænen... jeg tror faktisk jeg har en plante der passer. Den står langs hønsehegnet og lider en krank skæbne som hønsemad, så den vil nok blive glad for at blive opgraderet :)
Hm... måske kan jeg nå det i morgen?

fredag den 28. juni 2013

En stille fredag med knald på ude

Det er en stille fredag med hjemmearbejdsdag. Det blev sent i går, inden jeg ramte dynerne og sengen. Så det stille passer mig i dag. Udenfor er der dog alt andet end stille.


Der blæser en gedigen vind uden for. Træerne danser i hvert fald med store armbevægelser, over hustagene!

Så kan jeg sidde stille inde og nyde deres vilde dans ude. Det er ikke et dumt arrangement...sådan som underlægningsmusik til mine arbejdsopgaver.

God weekend derude, min er tiltrængt!

tirsdag den 25. juni 2013

Kunsten i det fri

Eller Sculpture by the sea i Århus.
Det har været en dejlig dag i dag. En kort hjemmearbejdsdag, fulgt op af en tur til vandet med Prinsessen for at se kunst... det er ikke så ringe endda :)








Vi startede med en lille picnic i strandkanten med ryggen op ad skrænten, for at få læ. Her sad vi og hyggede med madpakker, kaffe og koldskål med kammerjunker.






Da der var tanket op på energikontoen, gik vi på opdagelse blandt skulpturerne.








Der var sjove, skører og mærkelige påfund.
Flere af dem måtte man udforske med hænderne og det var jo sagen for Prinsessen!



Det var en skøn tur til vandet og super velegnet udstilling for børn. Prinsessen havde i hvert fald en dejlig eftermiddag, men mange betragtninger over skulpturer og kunst i det hele taget.






Blomstrende buske II - deutzia / stjernetop

En anden af de blomstrende buske jeg har i min have er en deutzia (også kaldet stjernetop). Busken står noget klemt mellem hækken på den ene side og en jasmin på den anden side (og for at det ikke skal være løgn, står der en weigelia og en forsythia i samme bed!), så det er ikke det smukkeste eksemplar og det er faktisk lidt synd, da det ellers er en meget velproportioneret og smuk busk.


Blomsterne sidder nærmest i bolde eller klynger og dækker store del af busken fra ca. midt juni og en 3-4 uger frem.

Det er en af mine yndlingsbuske, så jeg pønser på at flytte den der jasmin busk, der står og hæmmer deutzia'ens vækst.

mandag den 24. juni 2013

En forlænget weekend på Sydals

Ja, det lyder jo som ferie og afslapning...meeen det var det ikke helt. Jeg skulle ned til min søster for at arbejd.
Min søster og hendes kæreste har en nedlagt landbrugsejendom med en masse jord til og på en del af denne jord ligger der nogle faldefærdige bygninger, som de er begyndt at rive ned. Det vil sige, at de har en masse gamle mursten som de gerne vil af med! Og det er jo rigtig interessant for mig, når jeg gerne vil opfører et drivhus med en muret sokkel af gamle mursten.

Det er nogen gamle håndstrøgne sten, præcis hvor gamle ved vi ikke, men at de er håndlavede er der ingen tvivl om! Der er ikke to sten der er ens og flere af dem har aftryk af fingre i dem :)

Jeg synes, at der er en helt anden charme og skønhed over sådan nogle sten. Og så har mit genbrugshjerte det godt med, at mit fremtidige drivhus er bygget af materialer som andre ikke længere har brug for.

Så på med arbejdshandskerne og i gang med at rense mursten! Og hvis vejret havde været til det, var det også sådan det var blevet...men det var det bare ikke :(

Jeg fik renset mursten hele torsdag, men fredag opgav vi at komme uden for en dør, da der var skybrudslignende tilstande flere gange i løbet af dagen! Det resulteret i at alt var sjask vådt, både lørdag og søndag, og det er ikke forhold at rense sten i.

I stedet hjalp jeg med at bryde ned, flytte og stable mursten på paller og det er jo hårdt arbejde for en kontor-nusser som mig. Så søndag eftermiddag, da jeg kørte hjem, var jeg godt brugt i kroppen! Faktisk endte jeg med at gå i seng næsten samtidigt med Prinsessen (læs meget tidligt) :)

Så mit projekt med at rense alle de mursten jeg skal bruge til drivhuset lykkedes ikke (jeg er nok lidt en tidsoptimist!), da det kun blev til 225 sten og jeg skal bruge rundt regnet 2200. Sååå der er lidt igen :)

Blomstrende buske I - weigela / klokkebusk

Jeg har jo en have der er anlagt i de tidlige 1970'er, hvor der var traditioner for store blomstrende buske og en masse stedsegrønne træ. Mange af træerne  har vi fældet, da de stod alt for tæt på huset til, at der kom lys ind ad vinduerne. Men buskene har jeg ikke gjort det store ved, andet at beskærer dem nødtøftigt, det første forår jeg havde haven. Her kommer første indlæg om blomstrende buske i min have.
Jeg har to eksemplarer af weigelia, som står og strutter af blomster lige nu, de blomstrer i det sene forår og forsommeren.
Her er det den karminrøde udgave, 'Bristol Ryby', der står ved indkørslen.
Den lille gule støvdrager ligner kneblen i en klokke og er så fin.


I baghaven ved siden af hønsehuset står denne brogetbladet weigelia. Jeg tror det er et lidt sølle eksemplar i forhold til størrelsen, da denikke er ret bred (men den har også hård konkurrence fra en jasmin der står ved siden af). Smuk er den og den lyser op der hvor den står med de hvide kanter på bladene.





søndag den 16. juni 2013

Det går ikke altid som præsten prediker

Jeg havde en masse planer for weekenden. Jeg havde lavet en to-do-liste, som jeg ikke synes var uoverkommelig lang... men jeg nåede ikke en gang halvdelen af punkterne. Hm, enten er der noget galt med min tidslige fornemmelse af hvad jeg kan nå at få fra hånden, eller også står stjernerne bare ikke i mit favør!

  • Jeg nåede at få slået alt græsset, både inden og uden for hækken (inden der kom skybrud lørdag eftermiddag)
  • Jeg nåede at plante mine to nyindkøbte klatrehortensier (de andre ti planter står stadig i deres plastpotter og venter på at komme i jorden)
  • Jeg nåede at få plantet ærterne, jeg havde sat i blød (ja, lige som sidste år er jeg lidt sent på den, men så får vi bare ærter i august og det smager de ikke ringere af!)
  • Jeg nåede at vaske et bjerg af vasketøj, der havde hobet sig op ude i bryggerset (hvor i alverden kommer det fra!?)
Resten af tiden har jeg taget mig af en pylret, halv-syg Prinsesse, og løbet spidsrod mellem bygerne for at tage vasketøj ned fra snorene og sætte haveredskaber i ly. Mææn, der kommer jo en ny dag i morgen, så mon ikke jeg når noget mere der!?

Jeg fik dog lidt tid i haven uden regn her til aften, efter at Prinsessen var puttet og jeg havde indtaget min aftenkaffe.
Der omkring kl. 20.30 er der en salig ro i haven, naboerne er trukket indenfor foran fjernsynet og selv fuglene har skruet ned for aktiviteten. Så selvom det var lugning den stod på, så var det nu en nydelse at være ude.
Så nu er bedet hvor der skal stå stokroser og lupiner ryddet for ukrudt! Og hønsene fik sig en aftensnack :)


lørdag den 15. juni 2013

Efter regn kommer sol

Der er den dejligste duft i haven efter et gedigent regnvejr... DMI havde godt nok varslet skybrud, men det tror jeg nu ikke det blev til.
Se lige hvor smukt der ser ud derude, haven pyntet med dråber.














 Smukt, smukt.

  















Det er den dejligste morgen


...i hundrede år og jeg lever. Sådan er der et omkvæd i en Gnags-sang der lyder, og lige nu passer det sådan set meget godt på mig :)

Jeg har siddet ude på terrassen og nydt solen, min morgenmad og drukket kaffe... det er skønt at have weekend. Den slags udskejelser har jeg nemlig ikke tid til i hverdagene, så føles det som ren forkælelse når jeg kan.
 Jeg har været på en morgenrunde i haven, da jeg lukkede hønsene ud...bare sådan lige for en status på blomsterne (og ukrudtet).

Her er det mini syrenen, der står i fuldt flor og dufter så englene synger.
Nedenfor er det de gule dagliljer, der nu er kommet godt i gang og min mørklilla storkenæb er nu på sit højeste.









 Jeg ved desværre ikke deres sortsnavne, da det er blomster der var i haven da vi overtog den, men det bliver de nu ikke mindre smukke af! Men det kan være at jeg skal lege plantedetektiv en vinterdag og finde ud af det :)


fredag den 14. juni 2013

Jeg skulle bare lige se om de havde...

Så gjorde jeg det igen!! Ja du ved, fyldte bilen med planter :)
Jamen, jeg skulle jo bare lige se om de havde klatrehortensia! Det havde de... og så var der liiige et par andre planter, som jeg ikke kunne leve foruden.











 Jeg fik 2 klatrehortensia, 2 hvide lupiner, 2 hvide stokroser, 2 blå ridderspore og 4 engblommer for (hold fast) 352 kr. ! Jeg ææælsker BilligBlomst.
Jeg ville aldrig have råd til at købe så mange planter, hvis jeg var henvist til en planteskole. Jaja, så ved jeg jo godt at planterne har lidt under de noget kummerlige forhold de står under hos BilligBlomst, så man kan risikere at nogen af dem går til... det har jeg jo så også råd til, når jeg ikke har betalt mere for dem.
Åh, min grønne passion har lige fået en opblomstring :)


mandag den 10. juni 2013

Har du været i Haven i Hune?

Ja, altså Anne Justs have? Den er virkelig skøn og er bestemt et besøg værd, hvis man ved vestkysten i Nordjylland.

Jeg var et smut forbi i weekenden, da vi alligevel var i Blokhus i andet ærinde. Den frodighed der er i Annes have, føles ligefrem som en provokation når man kigger på det omkringliggende landskab af klitter, marehalm og forblæste grantræ.











































Ahh men altså, jeg bliver helt saglig i alt det grønne.

Du kan sidde lige der i drivhuset eller lidt længere fremme på terrassen og drikke kaffe og spise kage! Der er nemlig en lille kaffebod med en sød dame, der langer over disken til de kaffetørstige... det er så hyggeligt!

Der er også flere små siddepladser i haven, hvor man kan hviler benene og få sig en sluder, mens man nyder omgivelserne.

Så selvom der er mange mennesker i haven, så føles det nu ikke sådan, da haven er delt i mange små rum og du ikke kan se ret langt frem eller omkring af gangen, så oplevelsen bliver meget intim i det enkelte haverum. Der er virkelig tale om "havekunst" der er værd at eftergøre.

søndag den 9. juni 2013

Sommerhus-tur med veninderne

Vi har været i sommerhus med mine veninders og deres familier. Det har vi været en gang om året, de sidste tre år. I Trines forældres sommerhus ved Blokhus. Det er super hyggeligt og som årene er gået er der kommet flere børn til :)

De andre år vi har været af sted, har det været i slutningen af august eller i starten af september. Men i år skulle vi prøve noget nyt og tog derfor af sted her i juni. Og vi havde rigtig dejligt vejr, der kaldte på ude aktivitet :)



Her er et af ungernes højdepunkter, kæmpe is ved Ishuset på stranden.



Super hyggelig tur...dejlige veninder, legekammerater til Silje, solskinsvejr i sommer-danmark og en sviptur til Haven i Hune .

Livet er skønt!

fredag den 7. juni 2013

Et super godt legehus

I weekenden var Prinsessen i sommerhus med Bedstemor. Hvilket efterlod forældrene med en masse fritid, der kunne bruges på udeliv :)

Prinsessen havde i længere tid klaget sin nød, over manglende lys i sit legehus, til sin Far. Det måtte der jo så gøres noget ved, og vi havde faktisk fået et lille vindue til formålet af Moster Katia (det havde ligget på Mosters gård, da hun overtog den, i blandt en masse rod og ragelse der bare skulle smides ud).
Så det gik manden min i gang med at sætte i og det er blevet så godt.

Da der nu kom lys ind i huset, kunne man se at det i den grad trængte til en rengøring! Så jeg har vasket vægge ned og støvsuget og vasket gulv, så der nu er rart at være. Og da jeg så faldt over et lyserødt gulvtæppe i Netto (sådan et flette et af plastik, der kan spules med haveslangen), ja...så kom det også derud. Så nu er det et rigtig hyggeligt lille hus med legekøkken og bord og stole.

Da Prinsessen kom hjem, blev hun ovenud lykkelig over forbedringerne. Og så blev der serveret kaffe til Mor og Bedstemor ude i huset!

Det er selvfølgelig manden min der for et par år siden kreerede legehuset. Han sad og regnede og tegnede den halve vinter og gik så om foråret ud i værkstedet for at bygge. Inspirationskilden fandt han her.
Legehuset har flere funktioner, hvor en af dem er "klatretræ" hen over taget. Prinsessen kan godt lide at sidde oppe på taget og kigge ud over marken, mens hun fortæller historier (for sine indbildte tilhører).

Jeg synes det er blevet rigtig godt og nu hvor der er kommet vindue i, er Prinsessen begyndt at bruge det rigtig meget. Vi har placeret legehuset tæt på vores østvendte terrasse, så kan Prinsessen jo være i nærheden af os, og vi kan indgå i hendes leg, uden vi behøver at flytte os efter det.

mandag den 3. juni 2013

Nysgerrige hønsedamer

Jeg har nået en hel del i haven i dag, taget i betragtning at det bare er en helt almindelig arbejdsdag.
Der skulle muges ud inde ved hønsene for første gang, da der var ved at komme en odeur fra hønsegården. Og så har jeg læst mig frem til, at det er lettest at holde hønsegården ren hvis der er et godt lag grus i bunden.
Så hønsedamerne måtte ud af hønsegården og lukkes inde i deres løbegård, så jeg kunne komme til at kører grus ind... uden at de stak af, vel at mærke!
De damer var overordentlig nysgerrige på hvad jeg lavede inde i deres hønsegård, og stimlede sammen lige inden for hegnet for at kunne følge med i det hele :)
De er nu de sjoveste fugle jeg har stiftet bekendtskab med!

Nå, men det blev til tre trillebør fulde grus i hønsegården, som jeg møjsommeligt skrabede af vores indkørsel (læs hårdt arbejde og rygtræning). Så må tiden vise, om gruset gør hønsegården lettere at holde ren, så det var arbejdet værd.