søndag den 25. august 2013

En dejlig tur til Den gamle by i det skønneste august vejr

Vi har været i Den gamle by i dag, til håndværker dage. Det var rigtig spændende, da alle værksteder var åbne og der var folk på arbejde man kunne spørge om alle de gamle traditioner og håndværk.

Det var en familieudflugt, hvor vi havde Farmor og Farfar med. Så der var også tid og plads til en masse sjov.










 Og karrettur

Og brød ved bageren, som blev delt med gæssene, da de blev særdeles nærgående!




Og sejltur på søen med drengene.




Bagefter var der picnic i Botaniskhave og afslapning i solen. En super dejlig søndag, send flere af dem, tak!


søndag den 11. august 2013

En weekend til alting, ingenting og lidt af hvert

Det har været en dejlig afslappende weekend...uden det helt store program. Jeg tror vi alle trængte til lige netop det, bare at være og ende der hvor vi nu endte.

Vi havde egentlig planer om at udskifte en dør eller to, men det satte regnen en stopper for. Det er jo ikke fedt at mangle en fordør, når der står regn ned i lårfedestråler... Så blev det til Randers Regnskov i stedet, hvilket passede i Prinsessens kram og da der så kom en frokostaftale ind over med Farmor & Farfar, så var Prinsessens lykke gjort. Det blev en rigtig hyggelig lørdag i Randers :)


Søndag har vi (de ældre af os) sovet længe. Og været i haven og nuller, slået græs, ordnet noget dør til både hønsehus og hegnsskuret... det sidste er selv sagt manden, der har stået for det.

Og så har jeg haft gang i ovnen. Både kage og kernebrød er det blevet til!


Kernebrødet er et slags rugbrød uden mel. Du kender det måske godt under titlen stenalderbrød eller palæobrød?

Det er ikke fordi jeg er gået over til palæodiæt eller har lavet en masse om på min kost... jeg prøver bare at fjerne nogle af alle de kornprodukter jeg spiser hver dag... for at se om det er dem der gør, at jeg har tilbagevendende ondt i maven.

Blot en fiks idé jeg har fået i min sommerferie, inspireret af disse to bloggere, Haps og Madbanditten, som jeg er begyndt at læse med hos. Altså et eksperiment, som jeg vil afprøve de næste par måneder, for at se om jeg faktisk kan slippe af med tilbagevendende ondt i mave!






torsdag den 8. august 2013

Jeg maler... igen

Jeg har brugt noget af min sommerferie på at male... træværk på hus og garage.

Du husker muligvis et indlæg i efteråret, noget om skifte garagens træfacade som manden min tog sig af og så skulle jeg male det fine nye træ... det er jeg så kommet til nu! Hvad er det man siger, bedre sent end aldrig :) Den devise gør sig vist gældende her.


Her er det garagens tagfacade der er blevet malet fint lysegrå. Udover at malingen beskytter træet mod solens stråler, så får malingen også garagen til at hænge bedre sammen med huset...sådan rent visuelt, når alt træværket fremstår med den samme farve.

Her er det badeværelsesvinduet jeg har haft ude og slibe, grunde og male på begge sidder, grå udvendigt hvidt indvendigt... hvor der var brunt før!!! Det samme gjaldt for vindueskarmen, slibe, grunde og male.

Det er sådan set ikke hårdt arbejde men for f... det tager lang tid, fordi grunder og maling skal tørre helt op inden man maler over og så skal det hele hærde til sidst. Jeg tror vi levede uden vindue i badeværelset i 5 dage, inden det var færdigt til at komme i igen... godt det var varme sommerdage!

Man kan lige skimte, over vinduet, at jeg ikke er kommet til at male udhænget på denne side af huset endnu... men det kommer nok... hvem ved, måske næste år :)












onsdag den 7. august 2013

Opførsel af hegnsskur del IV - dørene tager form

 Der er stille og rolig fremdrift på Hegnsskuret. Manden min bruger en del tid i hans garage med at snedkerer dørene. De bliver super flotte!!

Her kan du se den første i sin helhed. smukt, ikke!?

Jeg er sikker på det bliver så flot, når det står færdigt.

Lige nu er der rimelig meget rodet byggeplads over det :)






tirsdag den 6. august 2013

Nye facadedøre

Manden min har været på jagt i dag... ja, altså ikke sådan hvor man skyder noget. Nej, på genbrugsjagt :)
Jeg havde nemlig endelig fundet en facadedør der passede til vores hoveddør.

Det har taget vildt langt tid at finde en dør der passede, da vores indgangsparti har vindue ved siden af døren. Ja, det har faktisk taget et par år, for jeg begyndte at lede, efter at jeg havde fundet vores nye brugte vinduer på www.guloggratis.dk. Og det er var jo sommeren 2011.

Nu lykkedes det endeligt og oven i købet var der en bagdør med i prisen, som passer i målene til vores dør i bryggerset!

Så nu skal der skiftes døre i weekenden :)
Dørene er fra 1978 og har stadig produktionsseddel på, det er da lidt sjovt.

Du tænker måske, hvorfor i alverden vil de skifte døren ud med sådan en gammel svend? Men ser du, vores egen dør er fra 1970 og i vinters erfarede vi, at den var utæt... i bunden! Der kom simpelthen smeltevand ind, så gulvet blev vådt, når det blæste fra nord.
Så jo, alt er nærmest bedre end den dør vi har nu. Og så er den nye brugte dør jo hele 8 år yngre og betydeligt mere velholdt den dør der sidder i nu.

Og så bliver det lidt spændende om vi kan se, udskiftningen af dørene, på varme regnskabet om et års tid. Vi sparede faktisk 2000 kr. på varmeregningen, efter vi havde skiftet de fire vinduer (og det på trods af en længere vinter end normalt). Og da jeg gav 1200 kr. for de fire vinduer og vi selv skiftede dem, ja, så er den investering jo allerede tjent hjem... på en enkelt vinter!! Så er der noget ved at renoverer og gøre det selv.

søndag den 4. august 2013

Indsamling af egne frø


Det er nu tiden, hvor du kan høste eller indsamle dine egne frø.

Ja, frø til næste års planter, så du ikke bliver nødt til at betale ågerpriser i butikkerne for frø.

Og det er super simpelt! Det er bare at gå ud i haven med en saks og klippe frøstandere.

Ja, det fordre selvfølgelig at du har ladet dine afgrøder/planter gå i stok/frø uden at klippe dem ned eller rykke dem op :)

Dem jeg har været ude og samle her er purløg (t.h.) og kørvel (t.v). Purløg er let at indsamle fra, for den sætter blomsterstandere sommeren igennem. Kørvel blomstrer først andet år og kun én gang, så der skal man være lidt mere opmærksom.

Jeg putter blomsterstanderne i papirkræmmerhuse til de er helt tørrer. Så nuller jeg frøene ud af dem om kommer dem i lufttætte beholdere, med etiketter på, vinteren over. Også er de klar til brug om foråret når sæsonen starter!

Det er da nemt, og så sparer du rigtig mange penge også! For en frøpose kan nemt koste 20 kr. Og vil man gerne have bare lidt forskelligt, så har du hurtigt lagt flere hundrede kroner for frø i butikken. Så dem man kan samle selv, er da værd at samle. Det er bare at gå ud at gøre det!

lørdag den 3. august 2013

Så er der igen gang i sylteriet!



At sylte, er for mig en sommer aktivitet.
Ikke at man ikke kan lave syltetøj om vinteren. Men for mig er det også meget stemningen omkring at samle forråd, når naturen bugner af mad, der gør sig gældende for sylteriet. Og den finder man jo ikke rigtig om vinteren






Denne gang er det alliancesyltetøj der er i gryden :)
Men forud for kogningen, der går plukning. Så jeg har siddet på terrassen i formiddag og plukket ribs. På terrassen tænker du nok, har hun buskene på terrassen!?

Nej, det har jeg ikke... men jeg plukker mine bærbuske samtidig med at beskærer dem. Det vil sige at jeg klipper 1/3 af grene af ved jorden og tager disse grene med om på terrassen, hvor jeg mageligt kan sidde og plukke bærerne af :)

Ribsene er ikke de første bør der er blevet plukket og syltet... næh, jordbærerne kommer først. De bliver til jordbærsyltetøj med balsamico og nogle af dem ender i fryseren, til midten af august hvor det er tid til jorbær-rabarber-syltetøj.

Herefter kommer solbærerne. Der er blevet til solbærsyltetøj med cognac, det er en klassiker her i huset. Vi bruger dog ikke alle bærerne på vores to store buske. Jeg lader nogle sidde til senere på sommeren for at koge saft på dem... nu må vi se om jeg når det i år :)

Derefter kommer alliancesyltetøjet, som nu står i gryden og hygger sig. Senere kommer brombærsyltetøj med rom. Der plukker vi bærerne i Mols Bjerge. Vi plejer at lave en lille familietur ud af det med madkurv og hygge, hvor onkel Kian også plejer at være med. På den måde er der ekstra gode minder forbundet med at åbne et glas syltetøj, på en rå vinterdag :)

Benytter du dig også af naturens skatkammer?

Der er travhed på markerne

Der er nogen der er på overarbejde!

I går blev der høstet for fulde gardiner. Fra midt på eftermiddagen til ud på natten.

I dag er halmen blevet vendt fra tidlig morgen (jeg var oppe og lukke hønsene ud lidt i 7 og der var landmanden i gang).



 Og nu her over middag bliver der presset halm og kørt baller ind, på tid da de lover regn til aften, til den store guld medalje!

Jeg er glad for at mit arbejde ikke er prisgivet vejrguderne, som vores kære nabolandmand. Næhh, det eneste jeg behøver at bekymrer mig om, i forhold til vejret, er om jeg kan nå, at få mine havehynder og mit vasketøj ind inden der kommer en regnskylle!

fredag den 2. august 2013

Så er belægningen til hegnsskuret i hus

Pyyhh, det er varmt i dag... og vi har knoklet i varmen. Manden min og jeg har flyttet fliser... 2.2 ton på to dage.

Jeg kan vist godt afsløre at mine arme er en smule længere end de plejer at være. Og der er vist også nogle muskler omme i ryggen, der påkalder sig opmærksomhed ved smerte. Men hvad betyder det når man har fået fliser til hegnsskuret gratis! Ja, den er god nok... til afhentning gratis, vi skulle blot selv tage dem op :)

Jeg elsker www.guloggratis.dk, her kommer det, nogen ikke længere har brug for, andre til gavn... og den tanke kan jeg godt lide.

Nu for eksempel med de fliser vi lige har hentet... de blev lagt af en familiefar for at hans unger kunne kører på "rugbrøds-scooter" rundt om huset, nu er ungerne blevet så store at de ikke kører på scooter, og der er derfor ikke brug for fliserne mere. Så kan vi overtage fliserne og lægge dem i vores nye skur. Det er da en dejlig form for genbrug!

torsdag den 1. august 2013

Opførsel af hegnsskur del III - taget kom hjem og på

Det går fremad med hegnsskuret, i sommer varmen. Det er ferie og vi skal også nyde at vi har fri, så det sker i adstadigt tempo.

Der er kommet  tag over hovedet og der er kommet et par vægge op. Det pynter og nu kan udenforstående også begynde at se konturerne!

Taget er sort bølgeeternit ligesom huset. Det syntes jeg var vigtigt, for at binde bygningerne bedre sammen. Der er også bølgeeternit på både vores tørreskur og på hønsehuset. Så selvom vi efterhånden for bygget os en betragtelig mængde små bygninger på grunde, så er der noget der binder det hele sammen.

Taget fandt jeg, efter en længere tids søgen på www.guloggratis.dk. Og grunden til at det tog tid, var at jeg ville have det gratis, eller til meget små penge, for hegnsskuret skal ikke koste det "vide ud af øjnene".

Jeg fandt det hos en landmand lige syd for Thisted, og det passede med at vi skulle på weekend i det nordjyske alligevel. Så var det bare at spænde traileren bagpå og slå et smut forbi landmanden.

Det er faktisk ret hyggeligt at komme rundt i det jysk på den måde. Man oplever noget landskab/by som man ikke havde set ellers og så seer man næsten altid noget nyt når man kommer rundt hos andre mennesker... nogle gange til inspiration :)

Jeg planlægger næsten altid mine "guloggratis"-ekspeditioner når jeg alligevel skal enten nord- eller sydpå for at besøge familie.

Det bliver så godt, når hegnsskuret er færdig... har jeg sagt det? Jamen, jeg glæder mig bare sådan til at flytte alt mit havegrej ind i det! Det bliver SÅ godt :)