søndag den 6. maj 2012

Aktiv Storebededagsferie

Nu er en dejlig Storebededags-weekend ved at gå på hæld. Vi har både nået skæg og ballade for store og små og nødvendigheder.

Under skæg og ballade hører vores fredagsudflugt.
Det er første gang vi har Prinsessen med i Sommerland og det var et meget stort hit (ikke kun for Prinsessen)... hvilket er heldigt, da vi har valgt at investerer i sæsonkort der til! Prinsessen fik sit sæsonkort i julegave af Bedstemor. Og for at vise hende hvad det var hun havde fået, har vi været på nettet og vist hende billeder af alle de forlystelser man kan prøve. Så hun havde en god fornemmelse af, hvad der var i vente da vi tog afsted.
Det var så dejligt at se hendes begejstring og glæde ved bare at kunne løbe fra forlystelse til forlystelse.
Det var ved denne lejlighed at vi fandt ud af, at Prinsessen ikke kan lide candy-floss. Hun har gået og plaget om disse skrækkelige lyserøde klæbelige tingester (skinner det igennem at moderen heller ikke kan fordrage dem!?) i lang tid, men vi har lidt holdt hende hen, det er jo rent sukker og farvestof! Men nu skulle det være...ja, og så endte det med at det var far der kom til at spise den lyserøde ting! Prinsessen og jeg købte is i stedet :-)


Lørdag stod meste i nødvendighedens tegn, med indkøb, hvede-bagning og mælkebøtte-opgravning. Men sidst på aftenen, over hvederne, fik vi taget hul på en længe ventet opgave, nemlig en plan-tegning over haven/huset, så vi kan få lidt mere styr på og konkretiseret vores drømme om havens fremtid. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme videre med tegneriet og få placeret flere af de faste træer og instalationer på den og så starte drømmerierne med små klippede illustrationer.
En del af drømmene går blandt andet på at få etableret en frugttræslund og i det hele taget at få flere spiselige planter ind i haven. Første skud på den plan er jo taget, ved anskaffelsen af et espalieret pæretræ, læs her.

Søndagens aktiviteter har mest været til afslapning, men det før omtalte pæretræ har også været inde over, da det stakkels træ først har fået et espalie i dag! Bedre sent end aldrig, må vist være mottotet her i huset. Et billede er det ikke lige blevet til, så det bliver i morgen, måske.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar