Det har bare været en skøn weekend, med en masse have aktivitet og udendørsliv.
Jeg sad udenfor uden jakke og nød min eftermiddagkaffe og hjemmegjort kanelsnegl! Der var dejlig varmt på den østvendt terrasse, for der var nemlig læ for viden. Så SKØNT med sol og varme på kinderne!
Det fine vejr er selvfølgelig blevet brugt til havearbejde, så nu har jeg fået gravet alle hyldetræerne i hækken op. Hylden har irriteret mig hele sidste havesæson...den gror meget hurtigere end resten af hækken, så hækken stritter og ser uplejet og sjusket ud. Så nu fik jeg endelig samlet krafter og mod, til at gå i gang med det noget hårde og stikkende arbejde, at få gravet hylden op... det er nemlig en tjørnehæk vi har og den var ikke ubetinget samarbejdsvillig. Jeg delte arbejdet over to dage... mine lår er helt syret til nu, det gør ondt når jeg rejser mig fra stolen. Det kommer bag på mig hvert forår, hvor hårdt havearbejde er ;-)
Jeg fik også beskåret de få roser jeg har. Min Mormor lærte mig et huskeråd: Når birketræets blade er på størrelse med musseører, så er det tid til at beskære roser. Og det er bladene på et ene birketræ (men ikke på hængebirken), så på med handsken og i gang med saksen. I starten er jeg altid vildt forsigtig, for tænkt sig hvis jeg klipper for meget af og roserne opgiver ævret! Efterhånden bliver jeg mere modig og går virkelig til dem, for jeg kan ikke fordrage de bare ben, som roser får med alderen hvis de ikke beskæres tilstrækkeligt.
Nu sidder jeg og slikker sår efter kampen med både tjørnehæk og roser...naturen bider fra sig, når man forsøger at tæmme den. Men det vil jeg nu ikke lade mig skræmme af!
Det blev også til en tur på legepladsen med Prisessen, for hun skulle jo også ha' glæde af det dejlige vejr.
Hun hyggede sig rigtig meget, og der var flere børn hun kendte fra børnehaven, der ovre. Så det var godt vi kom afsted, selvom haven trak meget i mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar