Ventetiden

Men med en overdragelseserklæring følger der jo ikke et hus, blot et tilsagn om et senere salg til os. Så nu startede ventetiden. En tid der forekom os at blive længere og længere som tiden gik og det blev forår... og derefter sommer og vi stadig ikke havde hørt noget.

Ventetiden er en underlig størrelse... når man venter på noget man glæder sig til, snegler tiden sig afsted, når man venter på noget man enten ikke gider eller lige frem frygter lidt, flyver tiden afsted.

Og der skete jo  også det besynderlige, at som tiden blev længere og længere, blev vores hjem i lejligheden mindre og mindre! Naboerne støjede mere og mere og afstanden til vores kolonihave syntes at blive størrer og størrer!

I ventetiden kan man heldigvis drømme og drømme-fabrikken virkede rigtig godt. Vi nåede, på godt og vel det havle år, at bygge om, rive ned, bygge op, indrette og udrette en masse ting. I IRL blev det  dog kun til at tegne vores nye kommende køkken og bestille bordpladerne til det... og vi syntes vi var kommet rigtig lang! Vi skulle dog blive meget klogere.

Endelig skete det så... den 1. juli blev vi officielt husejere, med en nøgle til huset i hånden. Det var et stort øjeblik... ja, faktisk helt fantastisk, alle de drømme vi nu skulle til at realiserer.